På generalforsamlingen blev der med et meget stort flertal stemte de fremmødte medlemmer ja til bestyrelsens forslag om at bygge et nyt vandværk med en maksimal etableringssum på 18 millioner kroner (eks. moms). Heraf indskyder vandværket 6 millioner kroner (eks. moms) fra opsparede midler og udskudte investeringer. Det resterende beløb lånefinansieres over 40 år, og med denne finansiering kan et nyt vandværk betales med de nuværende indtægter fra vandtaksten og de faste afgifter.
Kort efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig, hvor der blev genvalg på alle poster.
På baggrund af beslutningen om nyt vandværk, har bestyrelsen afholdt ca. 10 byggemøder sammen med Rambøll fra maj til november, hvor der er blevet klarlagt ønsker og krav til et nyt vandværk. Byggeudvalget består af alle 7 bestyrelsesmedlemmer. Dette har resulteret i et samlet udbudsmateriale, som er blevet udsendt til 4 udvalgte firmaer hen mod slutningen af november måned. Firmaerne var inviteret til infomøde og besigtigelse d. 1/12, hvor de kunne stille spørgsmål og se byggegrund samt eksisterende værker. Firmaerne har nu frem til d. 8/1 til at få afklaret hvad de måtte mangler af info, inden deres respektive forhandlingsoplæg afleveres senest d. 14. januar 2026. Ugen efter vil der være forhandlingsmøder, inden der skrives kontrakt med den endelige totalentreprenør inden generalforsamlingen 2026.
Der arbejdes videre med planerne om en ressourceledning mellem Skovby-Galten-Låsby. Forbindelsen mellem Galten og Skovby vandværker blev aftalt tilbage i 2019, og der foreligger også en aftale mellem Galten og Låsby-Korsvej vandværker. I forbindelse med nyt byggeri er dette tænkt ind i de kommende byggeplaner. Der er aftalt yderlige møder og afklaring i det nye år mellem Galten og Skovby vandværker.
Mjøn boringen er klar til ibrugtagning, men godkendelsen er stadigvæk under sagsbehandling hos Skanderborg Kommune. Ifølge tidsplanen forventes en afklaring og godkendelse i februar 2026. Herefter vil denne boring færdiggøres og sættes i produktion i løbet af foråret 26.
Her ved årets ende vil bestyrelsen ønsker alle andelshavere og samarbejdspartnere en god jul og et godt nytår!
Med venlig hilsen
Skovby Vandværks Bestyrelse
Bent Sander, formand
Uffe Spanner, næstformand
Leif Jensen, kasserer
Jesper Flarup, sekretær
Lars Harlou, medlem
Janne Østergaard, medlem
Carsten Jervild, medlem

